Jeg må virkelig være umoderne

Den der islagkage. Lad mig bare sige det sådan; udvalget er ikke for stort. Det må være i samme kategori som rejecocktails – det er ikke længere in. Jeg indrømmer da også gerne, at det i hvert fald er ti år siden jeg har fået en sidst.

De havde to slags:

En Anton Berg med marcipan.

No, no, no. Der skal ikke være marcipan i. Den skal bare være GANSKE ALMINDELIG.

Og en med Toms skildpadder.

No, no, no. Hvad sker der for det?!?! Det er da lidt klamt. Igen: Islagkagen skal bare være GANSKE ALMINDELIG.

Hvad er der i vejen med en GANSKE ALMINDELIG islagkage? Jeg må nok bare acceptere, at jeg ikke er skide moderne. Vi lever i år 2012. Man spiser åbenbart ikke ganske almindelige islagkager.

Min mand købte en isbombe i stedet. Den smagte helt fint, og tog toppen af min craving.

En uge gammel og…

…mine brystvorter er ved at være gode igen (Ja, jeg kunne ikke lade vær’ med at nævne det). Og jeg er allerede godt inde i barselsrutinen, hvilket betyder en helveds masse tid på sofaen med en bette baby i den ene hånd og en god bog i den anden. Og jeg har opdaget, at Krudtbøllen lige pludselig er på størrelse med en KÆMPE dreng. Shit han er stor! Og jeg kan allerede passe mine cowboybukser igen (Yiiihaaaa)! Og jeg har fundet ud af, at jeg rent faktisk godt kan elske et andet menneske lige så højt som jeg elsker Krudtbøllen, hvilket selvfølgelig er dejligt, men nu er der bare endnu en person jeg frygter, at der skal ske noget med, hvilket sommetider gør, at jeg bryder ud i spontan gråd, fordi det føles som om jeg er ved at dø af skræk.

Og så har jeg haft en underlig craving for islagkage siden jeg fødte. Meget sært. Min mand har lovet af hente en til mig lidt senere i dag. Jeg skal nok lade være med at spise det hele…

Så kom Verdens Sødeste Lillebror

Tirsdag d. 17. januar – med fuld fart – kom Verdens Sødeste Lillebror til verden ved en perfekt hjemmefødsel. 4kg tung og lige så sød som sin storebror. Vi er alle sammen meget lykkelige, og Krudtbøllen er så stolt, at jeg tuder bare ved tanken.

Jeg kan se, at der er kommet en masse søde kommentarer ovre på min mors blog – tak for dem!

Jeg ved ikke hvor ofte jeg kommer til at blogge det næste stykke tid. Det er vist kun nybagte mødre, der synes at remuladeafføring, ømme brystvorter og gylp er interessante emner.

Hvorfor?!?

“Hvad er det”-fasen var altså langt lettere end “Hvorfor”-fasen.

Hvorfor regner det? Hvorfor er den rød? Hvorfor spiser køer græs? Hvorfor smager is godt? Dab blab blab – hvorfor er det ikke rigtige ord? Hvorfor er det mørkt om natten?

I går svarede min mand det han ellers højt og helligt havde svoret over sine kommende døde forældres grave, at han aldrig ville sige:

“Bare fordi”.

Jeg må hellere trøste ham med, at I det mindste får Krudtbøllen ikke smæk i numsen og bliver lagt i seng ligesom en anden spørgelysten dreng.

Et opgør med krævementaliteten?

Hvornår I forløbet er det at BEnytte systemet blevet synonym med at UDnytte systemet? Jeg er skide træt af, at medierne, politikerne og det meste af den danske befolkning har så travlt med at “gøre op med krævementaliteten”. Vi har kontanthjælp, SU osv. i Danmark- hvorfor er det, at det, at folk på disse indkomster lige pludselig skal ses ned til? Krisen kradser, en syndebuk skal findes – og de svageste står endnu engang for skud.

Vores økonomi kan KUN hænge sammen, fordi vi får tilskud fra det offentlige (ud over SU: boligstøtte og støtte til vuggestueplads) og låner ufattelig mange penge udelukkende til forbrug hver måned (SU-lån). Vi modtager mange penge fra det offentlige – men er det nogle penge vi ligefrem kræver? Ja, det er det vel på sin vis, fordi systemet tilbyder det. Men er det forkert? Hvad skulle vi ellers gøre? Når nu vores system er indrettet sådan, at man kan få det – hvorfor så ikke gøre krav på det? Selvom vi modtager mange penge fra det offentlige synes jeg også, at vi giver rigtig meget tilbage. Ikke økonomisk lige nu (det kommer efter uddannelsen er færdig), men igennem frivilligt arbejde, medborgerskab mm. Det er ikke alt, der tæller, der kan tælles, og det er ikke alt, der kan tælles der tæller.

De sidste mange dage har der været en stor debat rundt omkring på nettet, efter en ung kvinde på SU skriver et debatindlæg i Politiken, hvor hun kæmper for retten til at kalde sig selv fattig. Hendes indlæg blev haglet ned. Klynk, klynk var den mest udbredte reaktion.

Men hvorfor må hun ikke kalde sig selv fattig? Hun modtager 5.662 kr om måneden. Det er langt mindre, end hvis hun havde været på kontanthjælp. 5662,- er ikke mange penge at leve for hver måned. Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i. Jeg kender mange studerende, der roder i supermarkedernes skraldespande for at finde kasseret mad, så de kan få enderne til at hænge sammen. “Cafépenge” kunne ikke være et mere misvisende begreb!

Ja, hun har selv valgt at være studerende – Men hvad skulle hun ellers? Vi får konstant at vide, at vi ikke kan klare os ude i samfundet uden en uddannelse.

Ja, man får ikke SU i  fx USA – So what?!?! Det siger mere om USA end det gør om Danmark. Det svarer til at sige til sit barn; spis op, for der er børn, der sulter i Afrika. Vi bliver nødt til at kigge på det relativt!

Det står sløvt til på arbejdsmarkedet i Danmark; der kan være flere hundrede ansøgere til en stilling som kassedame i Netto. Så et studiejob er ikke altid en mulighed. Og hvis man har et 8-16 studie + læsetid derhjemme, er det også begrænset, hvor meget tid man har til et job ved siden af.

Den unge SU-debattør forlanger ikke mere i SU. Hun er faktisk rigtig glad for at leve i et land, hvor det er muligt at modtage SU. Men hun vil holde på sin ret til at kalde sig selv fattig.  Hun tilhører den absolut lavestlønnede befolkningsdel i Danmark – fortæl mig, hvorfor hun ikke må kalde sig selv fattig?

Hvorfor er vi blevet modborgere i stedet for medborgere? Lad os holde op med at pege fingre af hinanden, og vise en lille smule sympati og solidaritet i stedet.

KOM UD NU LILLEBROR!!!

Krudtbøllen er en rigtig fars dreng. Hvilket er dejligt for mig kl. 4. 30 om morgenen, når han gerne vil stå op, men alligevel også lidt sårende, når han meget sjældent vil trøstes af mig. “Gå væk mor, mig vil ha’ far.”

Vores næste søn er mere en mors dreng. Faktisk er han så meget mors dreng, at han ikke vil forlade min mave. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være så gravid som jeg er nu – faktisk ca. en uge mere end jeg har prøvet før… En meget lang uge.

Hver nat, når jeg vågner er jeg skuffet, fordi jeg ikke har født. Inde i mit hovede forestiller jeg mig, at man altid går i fødsel om natten – jeg ved dog ikke om det er rigtigt…

Nå. Men I må have en god søndag. Vi snakkes.

 

Selviscenesættelsen – nu iført nytårshat.

Vi skal føre det perfekte liv. Vi skal helst se godt ud, have mange venner, være sjove, have en spændende karriere/uddannelse og ikke tage os selv alt for seriøse. Vi skal være korrekte på den mest ukorrekte måde. Eller er det omvendt? Et led i alt dette er selvfremstillingen og selviscenesættelsen. Vi har et tydeligt behov for at vise os selv som netop disse mennesker. Overskud. Vi må for Guds skyld ikke ligne alle de andre, men skal helst se ret ens ud alligevel.

Det er nu fire dage siden nytårsaften, og hver dag bølger det ind med nye billeder på facebook af mine venner og bekendte, der sidder i god selskab med champagneglas og nytårshat på hovedet. Folk smiler og ser glade ud, og de fjollede fuldemandsgrimasser er ikke så grimme, at det ikke er godt for noget.

Jeg forstår godt, at folk selviscenesætter sig på facebook – jeg gør det fx selv på min blog. Jeg undrer mig bare over det kollektive behov, der er for dette. Hvorfor har vi behov for at vise omverden, at vi har styr på alt (selvfølgelig gerne på den lidt klodsede måde)? Hvorfor lægger vi billeder ud fra nytårsfesten? Det gør vores forældre og bedsteforældre jo ikke.

Er vi  i virkeligheden en kæmpe generation, der lever under sådan et stort pres, at det resulterer i denne selviscenesættelse. Er vi nogensinde blevet mødt med større krav end vi gør i dag? Vi skal tage stilling til alt. Uddannelse (Udfylde “hvad vil du være, når du bliver stor” allerede fra 1. klasse!), karriere, tøjstil, madvalg, politiske holdninger, partnere, Århus-København-Bankok? – vi kan få det hele. Men mulighedernes generation må have en bagside – ensomhed, lavt selvværd og evigt søgende bekræftelse fra andre. Tidens motto er “Yde, før nu kan nyde”. Du må ikke være en belastning for systemet; hvis ikke du kan finde et job inden for dit felt, må du finde et nyt felt. Vi hører det konstant fra alle partier på Christiansborg. Selv dronningen sagde det i nytårstalen.

Jeg møder konstant et pres fra alle sider. Uddannelsen skal tages inden for normeret tid. Jeg skal være en god, kærlig og omsorgsfuld mor – men det er samtidig vigtigt, at jeg ikke lader børnene fylde alt for meget. De skal have god hjemmelavet mad, men det er vigtigt, at de også får frysepizza engang i mellem – for hvis man altid har overskud og tid til at lave mad, må der være et eller andet galt. Jeg skal helst have en spændende hobby, resde mit hår og købe økologisk mælk. Det er da klart, at det ofte resulterer i, at man føler sig utilstrækkelig, og har behov for at vise et andet billede af sig selv til omverden.

Hvis der havde været sjove, festlige billeder af mig fra nytårsaften ville jeg sikkert også med glæde se dem på facebook, men jeg faldt i søvn kl. 21 hjemme i min stue. Jeg var for træt, og måtte til sidst overvinde mig selv for at give efter for søvnen – for hvem i alverden går i seng før kl. 24 nytårsaften? Tsk tsk.

Nu med Twitter

Typisk mig begynder jeg altid 100 år senere end alle andre med alt det seje. Det er seriøst ikke særlig mange år siden, at jeg stadig gik i bukser med svaj. Anyway. Jeg har oprettet sådan en Twitter-halløj. Indtil videre kan jeg ikke rigtigt finde hovede og hale i det, men det kommer nok. Eller også gør det ikke.

 

Hvor blev juleferien af?

Ferien forsvandt et sted mellem d. 23 – og d. 31. december. Krudtbøllen blev småsyg, og det viste sig, at min mand og jeg var de værste fjender han kunne tænke sig. Den mest sagte sætning var; citat: “Mig vil gerne smide dig ud på lossepladsen“, citat slut. Og hvis han sov til kl. 5 betragte vi os selv som heldige.

Vidste du, at togturen var Helsingør til Helsingborg tager to timer? Det er en del længere end færgen, der tager 30 min. Ved I hvorfor jeg ved det? Mange dage blev den nemlig ikke engang 5, og på fjernsynet (har endelig efter flere års fjernsynsfri fået anskaffet os en antenne) kunne man køre togturen fra Helsingør til Helsingborg. I ved, hvor det er som om man sidder helt forrest i toget og kigger ud af førerruden. Smuk tur i øvrigt. Og helt fantastisk afslappende at kigge på. Det kan seriøst anbefales, hvis man skal koble helt af. Krudtbøllen synes også det var spændende – en sjælden gang i mellem kommer der jo et modkørende tog.

Prikken over i’et kom, da programmet var slut. Så var dagens tv nemlig slut. Godnat sagde fjernsynet, efter vi havde været oppe i laaaaang tid. Fuck.

Lillebror sidder i øvrigt stadig inde i maven. Nu må han gerne snart til at komme ud! Jeg er pænt træt af at have ham liggende derinde.

Håber I alle derude har haft en mindst lige så spændende juleferie som mig.

Sådan!

Nu er den sidste eksamensopgave afleveret (på fem sider – den skulle vist have været på syv – but who’s counting?). Det betyder, at jeg nu officielt har barsel! Sådan! Det synes jeg ærligt talt også er velfortjent.

Nye tider er på vej

Jeg kan mærke, at der kommer nye boller på suppen (IKKE melboller!).

Hvis man spørger Krudtbøllen om noget, fx om han ikke vil samle det stykke papir op han lige har smidt, kigger han overvejende op på en og svarer “Øhhh nej”, “Måske lidt senere” eller “Det er bedst at vente lidt”. Vi har prøvet alt muligt. Hvis han ikke vil samle det op, samler han det ikke op. Stædig lille bæst.

Lillebror derimod. Man spørger ham pænt “Vil du ikke nok vende dig om, så du ikke ligger med numsen nedad?”. Og hvad tror I lillebror gør? Han vender sig om. Sikke en artig lille dreng jeg venter mig.

(Det kunne også hænge sammen med, at jeg weekenden over lå med numsen i vejret og høretelefoner med country-western musik mellem mine ben. (Det eneste, der var på min lånecomputer.) Hurra for gamle jordemodertriks.)

Mød min nye drømmemand

I nat drømte jeg, at jeg fandt en anden mand. Ralph Fiennes. Altså han var hverken skuespiller eller kendt, men han hed Ralph Fiennes og lignende Ralph Fiennes. I øvrigt var han overhovedet ikke min type. Han har sådan lidt buisnessagtig på kedelige måde (og ingen briller i øvrigt). Men meget sød.

Det var først da jeg vågnede, at jeg kom til at tænke på, at de eneste to roller jeg egentlig kender Ralph Fiennes godt fra er fra Schindlers liste og Harry Potter.

Den uhyggelige Voldemort:

Og den endnu mere uhyggelige nazimand:

Det kunne Freud sikkert have fået noget saftigt ud af.

(I det mindste var han ikke også trommeslager med gusten hud.)

Update på årets julefest

Jeg kan lige så godt være ærlig, og droppe at spille den søde pige, der elsker gamle mennesker betingelsesløst. Festen tirsdag i sidste uge var kedelig. Som i giv-mig-en-lussing-før-jeg-falder-i-søvn! Og kagen var ikke engang god, som den plejer at være til de der arrangementer. Jeg tror faktisk, at min besøgsven også synes det var en anelse kedeligt… Jeg håber aldrig jeg skal på plejehjem. Uanset hvor meget der bliver pyntet op til fest, bliver det bare aldrig hyggeligt. Og hvornår fatter folk, at det ikke er flot med nervøst velour!?!

Bachelorupdate

Så er bacheloropgaven printet ud og afleveret. Den kæmpe lettelse jeg havde forventet ville komme er her ikke. Måske skal jeg først lige fortrænge, hvor dårlig opgaven blev.

I morgen håber jeg, at jeg vågner op og tænker; YES, HVOR FEDT!!!

Jeg ændrer altså snart min blogs navn til brokblog!

Panikken er så småt begyndt at krybe ind under døren. Stupide bacheloraflevering på onsdag. (Slet ikke færdig endnu.) Dertil kommer endnu en skriftlig eksamen inden jul (Løgstrup, din stodder!). Vores hus er stadig et byggemess, og jeg har slet ikke nået at forberede noget til lillebror kommer. Jordemødrene siger i øvrigt GO til en fødsel om allerede to uger, så er jeg nemlig 37 uger henne. Nå ja. Så er der det med julen. Jeg må også hellere se at få købt nogle gaver. Jeg ved bare, at jeg kommer til at stavre føtex rundt d. 23. lige inden lukketid i håb om at finde noget, der ikke virker alt for ynkeligt at give.

Jeg ønkser mig selv en rejse til en eller anden eksotisk ø. Krudtbøllen, lillebror og min mand skal med selvfølgelig. Vi skal bare lige have en barnepige også, så vi voksne kan ligge i fred og ro på stranden og sippe til drinks. Så kan barnepigen hive ungerne frem engang i mellem, så vi kan kigge på dem og sige “neeeej, hvor ser de søde ud”… Og så kan hun tage dem igen. Og vi kan blive liggende.

Imens skal der gå 198 håndværkere rundt i vores nye hus, og ordne alle de ting vi mangler. Vinduerne trænger også til en omgang seriøs pudsning.