Gaver man ikke bliver glad for

I weekenden var vi et smut forbi en Røde Kors genbrug (eller “genner” som vi sagde da jeg var teenager). Jeg synes det er rigtig sjovt at kigge på alle mulige møbler og tingeltangel.

Velgørenhedsbutikker tjener flere formål:
1. Pengene går til et godt formål.
2. Man har mulighed for at købe noget billigt.
3. Det er mere miljøvenligt at genbruge.
4. Gamle mennesker har noget at lave.

Hvis jeg generaliserer en lille smule, tror jeg halvdelen af vores møbler er genbrug (og resten Ikea!).

Hvor kom jeg fra? Nååå jo. Røde Kors genbrug. Jeg fandt en lille køkkendims vi skulle have til 5 kroner. Krudtbøllen var ved at blive en smule utålmodig, og hurtig betjening er ikke det der kendetegner sådanne butikker. Vente, vente. “Jamen goddag” og så videre og så videre.

Men tror I vi kan betale og slippe væk? Nix. Og jeg står oven i købet klar med en femmer i hånden.

Krudtbøllen er jo et hit blandt gamle mennesker (okay, der findes undtagelser), og “han skulle jo også have en lille ting”.

Mig: “Nej, nej – det er ikke nødvendigt. Vi skal af sted nu. Ellers tak”.

Gammel person: “Nej, men han ser da så sød ud. Det ligner også, at han keder sig”

Mig oppe i hovedet:  (JA! det er derfor vi er på vej videre) 

Mig: “Nej, det er virkelig ikke nødvendigt. Ellers tak. Jeg skal bare have den der dims”

Gammel person: “Jo, jeg henter lige en ting til ham”.

Suk… Vente, vente. Stadig med femmer i hånden. Vente vente.

Efter er godt stykke tid kommer ekspedienten tilbage med en “lille” ting til Krudtbøllen.

Fåååååårk tænker jeg, og smiler og siger ”neeeiiiij, den er fiiiiin”.

Krudtbøllen er pisse bange for den, og ærligt talt forstår jeg det godt. Den er lige så stor som ham, og er så grim. Den er faktisk ikke bare grim, den er grimmere end grim. Og klam. Og klam lyserød. Og stor.

Lige nu ligger den inde i vores ekstraværelse, og vi ved ikke helt, hvad vi skal stille op med den. Den er for stor til at være i skraldespanden, og det virker ligesom lidt mærkeligt at aflevere den tilbage igen til genbrugsen. Den er jo ret genkendeligt, og jeg vil nødigt såre et meget venligt gammelt menneske.

Selvom jeg skraldgrinte sekundet vi kom ud i bilen, og grinede kontant hele vejen hjem (med Krudtbøllen og bamsen, der fyldte hele bagsædet), er det altså en af de gaver man ikke bliver så glad for.

I skrivende stund har jeg fundet bamsen frem igen for at tage et billede af den. Nu er Krudtbøllen ikke længere bange for den. Faktisk sender han kysser til den. Åh nej…