Vi bor i – uden overdrivelse – Danmarks smukkeste område. Hvilket i sommerferien betyder mange turister og mange cyklister. Turisterne er fine. Det er cyklisterne ikke. Spandexcyklister vel at mærke. I ved, middelklasse mænd i midtvejsskrise, der har købt hele udstyret – letvægtscyklen, mærkelige sko og gyseligt spandextøj, i håb om til dels at finde en beskæftigelse, der giver dem glæde, og få trænet den slappe mave op, så pigen henne fra tanken måske smiler lidt ekstra.
Hvis jeg møder en spandexcyklist er én ting absolut sikkert. Vedkommende cykler aldrig på cykelstien. Det den ensomme spandexcyklisten nemlig hævet over. Og hvis jeg kommer kørende i bil er det selvfølgelig mit problem, at cyklisten er på vejen i stedet for cykelstien.
Hvis man møder en hel flok midtvejskrisespandexcyklister kan det godt hænde at nogle af dem befinder sig på cykelstien. Hvis man så selv cykler i almindeligmennesketempo på stien, og der kommer sådan en flok og overhaler en, kan det godt ske, at man får et par sure ord med på vejen. For hvad laver man da der midt på cykelstien!?! På sin cykel. Uden spandextøj og midtvejskrise. I almindeligt tempo. Hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind?
Nå nu skal jeg sige dig, spandexmand. Du cykler for hurtigt, så jeg kan ikke nå at sige det direkte til dig, det bliver på min blog i stedet: slap af! Pigen på tanken synes ikke du er pænere uden topmave, og om 3 år har du droppet at cykle og står med en pissedyr cykel, der samler støv og rust i garagen. Dit spandextøj er alt andet end smart, og du bliver ikke bedre til at cykle med det på. Og kan du i øvrigt fortælle mig, hvorfor der er reklamer på dit dyre spandextøj? Altså jeg er helt med på, hvorfor der er det på Tour de Francecyklister. Men hvorfor pokker køber du dyrt tøj med reklamer på? Det giver ingen mening. Og hvad pokker forventer du, når jeg cykler på min cykel på CY-KEL-STI-EN? At jeg fluks hopper af, så snart jeg med mine øjne i nakken kan se jer komme i det fjerne, og kaster mig ud i grøften og venter på, at I spandexcykler forbi, mens jeg vinker kækt til jer. Jeg gør det ikke. Basta.
Hahahahaha! Ved du hvad? De er også i København. Det er endnu mere åndssvagt. Cykeltræning i byen med de 1.000.000.000 lyskryds. “Heldigvis” er spandexmændene hævet over at stoppe for rødt…
HØØØØRT – de er desværre i hele verden!! De hedder tour de très irriterende!!!
Det en skadedyr – der skal bekæmpes som sådan!
Ja, ned med dem, de fylder alt for meget i den smukke natur.
Jeg synes de er lidt til grin i det udstyr!!! Mærkeligt, at de ikke selv kan se det!
HØRT !!!
De findes også på Amager. I en ekstra aggressiv udgave er jeg sikker på.
Den der med reklamerne har jeg også undret mig over – de betaler vel ikke for at cykle rundt med dem på?!?
Vi kan vist godt konkludere, at de der spandexmænd er pisseirriterende – uanset hvor de er – om det så er København eller Frankrig og hvad der måtte ligge derimellem!
HØRT!
de har fuldstændig overset at deres motionsbane er vores trafik og at reglerne gælder for dem osse, og at færdselsregler ikke nødvendigvis ophæves fordi man sætter sig på en iøvrigt ulovlig cykel – den er jo ikke udstyret med det lovpligtige udstyr såsom ringklokke, lås og reflekser…
HØRT IGEN!
Synes nærmest det var perfektion, da jeg så en sådan spandexmand på Strandvejen for et par uger siden – hvor reklamen på ryggen var for Dansk Folkeparti. Så går det hele ligesom op i en højere enhed.
Puhha – det må ikke have været et kønt syn!
Jeg er med på oprørsbølgen. Helt med. Hvis de kører på vejen, og der er en cykelsti ved siden af, ‘snitter’ jeg dem lige så tæt med min bil, at de når at blive lidt forskrækkede. Hvis jeg får fingeren, får de fingeren igen – jeg gider dem IKKE, disse irriterende og farlige cyklister!
Godt gået, Ellen!
[...] på sin jernhest, iført et lidet flatterende spandexsæt plastret til med reklamer, nøjagtigt som mænd i Ry og omegn. Derfor får han, med uforholdsmæssig stor fryd, hevet Tour’en til byen år efter [...]