Jeg elsker makrel i tomat. Det smager himmelsk! Ja, jeg er godt klar over, at det er semi-tabubelagt at være makrelelsker, og at det lugter skrækkeligt, men jeg er ligeglad. Det skal forresten være den aflange blikdåse pakket ind i rød plastik. For Guds skyld ikke en rund dåse. Makrel på tube og makrelsalat i plastikbøtte med mayonnaise er blasfemi og burde forbydes!
Mange siger, at det er umuligt at åbne en makreldåse uden det sprøjter til alle sider – men jeg kender fidusen, så det kan gøres uden, at der kommer en dråbe uden for dåsen. Og jeg praler gerne med det.
Det er dog to episoder, der står udenfor mit ellers rosenrøde forhold til makrel.
Den ene skete i går, da jeg skulle åbne en dåse. På en eller anden mystisk måde taber jeg dåsen i netop denne bevægelse, så den falder hårdt ned på bordet og alt indholdet hopper ud af dåsen og lander på gulvet, gardinerne, gulvtæppet og ikke mindst mit nyvaskede tøj. Når man er gravid og fattig er nyvasket tøj en luksus. Jeg har 1½ sæt tøj, der cirkulerer rundt på forskellige kreative måder.
Shit, det lugter. Vores spisestue er stadig det samme rum som vores kontor, stue og soveværelse, og det er virkelig svært at fjerne stanken. Jeg bliver nødt til at holde en lille pause med min elskede makrel. Jeg har fået en OD.
Den anden episode ligger langt tilbage i tiden. Meget langt tilbage. Folkeskolen. De små klasser. Suk. Vi er alle enige om, at man ikke har makrel med på madpakken, ikke? Det er sådan en fast regel, ligesom man ikke prutter ved bordet eller taler dårligt om gamle mennesker. (Okay, jeg kan godt finde på begge dele – men INGEN makrel på madpakke.)
Min mor tænkte i et vanvidsøjeblik, at hun ville omgås denne regel ved at tage alternative metoder i brug, da hun skulle smøre en madpakke til mig. Hun fyldte en bøtte op med makrel og lagde et par skiver rugbrød ved siden af. Hvis man ser bort fra, at det stadig ville være pinligt at spise i frikvarteret pga stanken, var ideen udemærket. Hvis det bare ikke havde været fordi bøtten var utæt, og jeg fik makrel ud i hele min skoletaske, på mit penalhus og på alle mine skolebøger. Den skoletaske blev aldrig god igen. Den var så flot. Fuck, jeg blev mobbet meget pga den makrel. Det var næsten også oplagt, men alligevel.
Ak ja. Makrel i tomat. Trods vores sammenstød elsker jeg dig stadig. Min mor har jeg vist aldrig rigtig tilgivet.
Hvor traumatisk med din skoletaske! I sidste måned kom jeg til at dryppe makrel i tomat på dynen. Adr. Men elsker det stadig.
Makrel i tomat på dynen er heller ikke så fedt! Men ja. Vi kan ikke lade vær’ med at elske det alligevel…
Du har ganske ret…makrel i den aflange dåse indsvøbt i rød plastik er den bedste!
Ja! Det er utrolig så stor forskel der kan være på de forskellige mærker.
Jeg ELSKER også makrel i tomat. Og jeg har også lært at åbne uden katastrofer, men jeg husker en episode fra da jeg var ganske ung. Var lige flyttet sammen med kæresten og ville lave lækker frokost. Blandt andet den famøse makrel. Det skal siges, der var en masse pres på den tid af forskellig art, så da jeg skulle åbne den her dåse og det sprøjtede til alle sider, brød jeg helt sammen
Kæresten var sød og trøstede og hjalp, og siden lærte jeg det og elsker det også stadig.
Haha! Ja, der kan være mange følelser indblandet i sådan en dåse.
Undskyld
Jeg ved du ikke mente noget ondt med det.