Det er altså mærkeligt, hvordan vi brutalt kan slagte millioner af grise hvert år samtidig med, at vi begræder, og opretter støttegrupper på facebook, på grund af en enkelt tysk isbjørn. Selvom jeg ikke spiser grisene (eller blev medlem af R.I.P. Knut facebookgruppen for den sags skyld), er jeg bestemt ikke hævet over sådan noget. Jeg vil langt hellere redde en sød panda i forhold til en klam nepalesisk regnorm.
Og det er sjovt, hvordan vores forhold til dyr er så kulturelt betinget. Nogle steder elsker man hestekød, og andre steder er køer hellige. I Danmark kalder man hunden for menneskets bedste ven, og i Kina spiser man dem.
Jeg kom til at tænke over dette i går, da vi havde Krudtbøllen med ud og handle. Vi gik forbi en bunke med skind lavet af brun/hvide køer. Han løber hen til bunken, aer pelsen og siger: Se moar! Den er dejlig blød. Mig vil gerne have den. Er den lavet af en hund?
Jeg gad godt at se, hvordan fru Jensen ville reagere, hvis Kvickly begyndte at sælge hundeskind. Det er da også makabert. Eller er det? Jeg svarede ikke på Krudtbøllens spørgsmål. Det virkede bare så ulogisk at forklare ham, at man ikke laver skind af hunde, når man nu gør det af køer og får.
Yderst relevant indlæg!
Jeg tror, jeg er relativt ekstrem i mine dyrevelfærdsholdninger, idet jeg ikke kan se en _principiel_ grund til at mennesker skal behandles bedre end dyr – eller omvendt. Har mennesker mere ret til at bo på jorden end dyr? Føler mennesker mere smerte end dyr?
Jeg vil ikke give en regnorm samme rettigheder som et menneske, så en diskussion hvilke rettigheder en given dyrerace bør have, må gå på hvilke _typer_ følelser, eks. smerte, den pågældende race kan føle.
Uanset hvilke dyr vi vælger at spise – og det gør jeg også selv – må det vigtigste være, at dyret har levet så godt som muligt og er blevet slået ihjel så smertefrit som muligt.
Enig, og tak for din kommentar