Vi skal føre det perfekte liv. Vi skal helst se godt ud, have mange venner, være sjove, have en spændende karriere/uddannelse og ikke tage os selv alt for seriøse. Vi skal være korrekte på den mest ukorrekte måde. Eller er det omvendt? Et led i alt dette er selvfremstillingen og selviscenesættelsen. Vi har et tydeligt behov for at vise os selv som netop disse mennesker. Overskud. Vi må for Guds skyld ikke ligne alle de andre, men skal helst se ret ens ud alligevel.
Det er nu fire dage siden nytårsaften, og hver dag bølger det ind med nye billeder på facebook af mine venner og bekendte, der sidder i god selskab med champagneglas og nytårshat på hovedet. Folk smiler og ser glade ud, og de fjollede fuldemandsgrimasser er ikke så grimme, at det ikke er godt for noget.
Jeg forstår godt, at folk selviscenesætter sig på facebook – jeg gør det fx selv på min blog. Jeg undrer mig bare over det kollektive behov, der er for dette. Hvorfor har vi behov for at vise omverden, at vi har styr på alt (selvfølgelig gerne på den lidt klodsede måde)? Hvorfor lægger vi billeder ud fra nytårsfesten? Det gør vores forældre og bedsteforældre jo ikke.
Er vi i virkeligheden en kæmpe generation, der lever under sådan et stort pres, at det resulterer i denne selviscenesættelse. Er vi nogensinde blevet mødt med større krav end vi gør i dag? Vi skal tage stilling til alt. Uddannelse (Udfylde “hvad vil du være, når du bliver stor” allerede fra 1. klasse!), karriere, tøjstil, madvalg, politiske holdninger, partnere, Århus-København-Bankok? – vi kan få det hele. Men mulighedernes generation må have en bagside – ensomhed, lavt selvværd og evigt søgende bekræftelse fra andre. Tidens motto er “Yde, før nu kan nyde”. Du må ikke være en belastning for systemet; hvis ikke du kan finde et job inden for dit felt, må du finde et nyt felt. Vi hører det konstant fra alle partier på Christiansborg. Selv dronningen sagde det i nytårstalen.
Jeg møder konstant et pres fra alle sider. Uddannelsen skal tages inden for normeret tid. Jeg skal være en god, kærlig og omsorgsfuld mor – men det er samtidig vigtigt, at jeg ikke lader børnene fylde alt for meget. De skal have god hjemmelavet mad, men det er vigtigt, at de også får frysepizza engang i mellem – for hvis man altid har overskud og tid til at lave mad, må der være et eller andet galt. Jeg skal helst have en spændende hobby, resde mit hår og købe økologisk mælk. Det er da klart, at det ofte resulterer i, at man føler sig utilstrækkelig, og har behov for at vise et andet billede af sig selv til omverden.
Hvis der havde været sjove, festlige billeder af mig fra nytårsaften ville jeg sikkert også med glæde se dem på facebook, men jeg faldt i søvn kl. 21 hjemme i min stue. Jeg var for træt, og måtte til sidst overvinde mig selv for at give efter for søvnen – for hvem i alverden går i seng før kl. 24 nytårsaften? Tsk tsk.
så sandt!
Så blev jeg nødt til at rejse mig fra sofaen og gå hen til den stationære computer (kan ikke finde ud af at kommentere på wordpressblogge på Ipad
Rigtig godt indlæg, jeg sidder jo her som mor til to i din generation og ser udefra, hvordan især de unge kvinder lægger et enormt pres på sig selv, det er helt umenneskeligt. Du beskriver det så rammende alt det I forventer, at I skal, og jeg håber, at I kan finde ud af at stoppe det forventningens pres. Du er sej, det håber jeg, du ved. Universitetsuddannelse og to børn, det havde jeg ikke klaret i din alder.
Tak skal du ha’, Lene.
Jeg tror du har ret i, at unge kvinder er værst. Desværre.
Ved du hvad?! Hvis det kan være en form for trøst, så er det ikke kun din generation, der døjer med det, du beskriver. Jeg er noget (en hel del ældre) end dig (47). Jeg er mor til to (17 og 20 år), og har en uni.uddannelse. Allerede da mine unger var små og jeg var ung på den unge måde, så galt der fuldstændig samme perfektionsregime. Vi havde ikke facebook og blogs, men derfor kan man da sagtens selviscenesætte og sætte horrible krav til sig selv og andre. Jeg sloges også meget med forventningens pres og alt det andet hejs. Men jeg kan berolige dig med, at det bliver lettere jo ældre man bliver. Efterhånden bliver man bedre og bedre til at sige pyt og lade dem, der bare må,skal og synes passe deres. Så passer man sit og hvis det kræves, for at slippe ud over for meget forklaring/besvær osv. så stikker man hvide løgne og tænker i øvrigt: Hvor meget nyder man egentlig nuet, når man skal sidde og affotografere alt, så man kan dokumentere, at man er noget.
Vi er noget. Vi er os og det er godt nok.
Tak for et fint indlæg.
Tak
Jeg tror du har ret i, at der selvfølgelig altid har været et forventningspres, men jeg fastholder stadig, at det er større nu end det nogensinde har været. Og fordi det er det, begynder vi at selviscenesætte os selv i en ekstrem grad, pga. bl.a. lavt selvværd.
Men jeg håber da også på, at det bliver lidt bedre, når man kommer op i alderen
PS! Synes det er en ok idé at redde sit hår. Med mindre man vil være special med dread locks.
Ok. Jeg redder mit hår
Synes også det er tankevækkende. Men tror også at det altid har været sådan i større eller mindre grad. Der var en glad amatørfotograf med til min nytårsfest og kameraudstyr der havde kostet på den anden side af 20 000 kr., tror det kunne have fået enhver nytårsaften til at se fed ud – selv din
Jeg tror aldrig det var været større. Mulighederne er så uendelige, men det er kravene også. Vi kan simpelthen ikke overskue det hele – og derfor selviscenesætter vi os selv.
Jeg tvivler dog på, at et kamera kunne have fået min nytårsaften til at se fed ud – hehehehe
Jeg er SÅ enig … så TAK for et godt indlæg!!
Selv tak
Den meget kloge Stephen Fry udtrykker dilemmaet sådan cirka på denne måde: “You wanna be part of a tribe and you wanna be apart from the tribe”. Jeg tror sgu, det er et menneskeligt vilkår, at vi/man/du/jeg gerne vil være helt specielle… sammen med nogle.
Dilemmaet er bare så markant og tydeligt nu, hvor det kan udbasuneres i de sociale medier.
mvh
Stephen Fry er sej.
Jeg tror du har ret i, at man altid gerne vil være speciel – sammen med andre. Men jeg tror, at kravene vi stiller til os selv i dag er så umenneskelige store, at vi har brug for at selviscenesætte os selv – fx via facebook.