“Hvad er det”-fasen var altså langt lettere end “Hvorfor”-fasen.
Hvorfor regner det? Hvorfor er den rød? Hvorfor spiser køer græs? Hvorfor smager is godt? Dab blab blab – hvorfor er det ikke rigtige ord? Hvorfor er det mørkt om natten?
I går svarede min mand det han ellers højt og helligt havde svoret over sine kommende døde forældres grave, at han aldrig ville sige:
“Bare fordi”.
Jeg må hellere trøste ham med, at I det mindste får Krudtbøllen ikke smæk i numsen og bliver lagt i seng ligesom en anden spørgelysten dreng.
Min lillebror spurgte også om alt, da han var på den alder, og han blev vildt fornærmet hvis man svarede “jeg ved det ikke”. Jeg husker en dag, hvor han blev rigtig vred og gik ind på sit værelse, fordi jeg ikke “gad” forklare, hvordan en radio virker – sådan helt teknisk…
Jeg synes ellers vi var pænt tålmodige, og svarede så godt vi kunne på alle hans spørgsmål. Det var nok også nemmere for os, eftersom der var to forældre og tre væsentligt ældre søskende til at aflaste hinanden på det område. Det er, som du beskriver, ret trættende i længden…
(Han fik i øvrigt klager med hjem fra pædagogerne i børnehaven, der var pissetræt af hans spørgelyst – super fed indstilling, de havde.)
Kan i ikke bare sige, man kan ikke forklare alt
Hvad nu hvis jeg spøger: Hvorfor har du ikke født endnu? Er der ikke noget om at du har en temmelig klar baby liggende parat?
HEEEEY – HURRA og tillykke med ankomsten af lillebror – hvor er han SØD!!