Kannibalisme. Tanken frastøder os. Menneskekød. Det er så langt væk fra vores virkelighed, at det er svært at forestille sig en så ekstrem situation, hvor den eneste reelle mulighed for at overleve ville være at spise et andet menneske. I Cormac McCarthys apokalyptiske (og meget anbefalingsværdige) roman “The Road” spiller dette en væsentlig rolle. Vi følger en mand og hans søn på flugt fra menneskejægere i et goldt, ufrugtbart og næsten øde Amerika. Der er et sted i bogen, hvor jeg bliver så utilpas og forkvalmet – ja selv flere år efter jeg har læst bogen kan jeg få det dårligt.
Jeg tror kannibalisme er noget, der vækker en makaber fascination og afsky hos de fleste mennesker; derfor kan man skrive så mange bøger og lave så mange film om emnet.
Dette gør sammenhængen mellem kannibalisme og vores forhold til babyer ikke desto mindre underligt. De fleste synes, at babyer søde, dejlige og uskyldige (Hvis man i et øjeblik glemmer lort, skrig, arp osv.) Men inderst inde – vi ved det godt alle sammen – har vi en stærk trang til at spise dem.
Man kan tydeligt se i sprogbruget omkring babyer. “Ihh, jeg har lyst til at tage en ordentlig bid af det lamselår”. “Du er lige til at spise”. “Haps, haps”. Det er da sært, er det ikke? Og ens eget afkom har man endnu mere lyst til at spise. Hvilken forældre har ikke sagt til deres barn “Nu kommer jeg og spiser dig!”? Incestuøs kannibalisme. Mon ikke man kan kalde det det?
Da Krudtbøllen var et par måneder gammel havde jeg en meget sær drøm, som jeg ikke kan glemme. Jeg drømte, at jeg hev hans ben af og stegte det i ovnen. Jeg ventede grådigt på, at det skulle blive færdigt, og da huden endelig var blevet lækker og sprød spiste jeg låret (hvilket i øvrigt smagte af and). Mens jeg sad med knoglen tilbage, mæt og tilfreds, gik det op for mig, hvad det egentlig var jeg havde gjort. Shit, tænkte jeg. Nu kan min søn aldrig løbe rundt ude i haven, men kun hoppe rundt på ét ben. Jeg fortrød det noget så inderligt, mens jeg stadig, nu med ekstrem dårlig samvittighed, havde smagen af hans lækre lår i munden.
Underligt, underligt.
Nu tror I sikkert, at jeg kommer med et eller andet gyldent svar på, hvorfor kannibalisme fascinerer os, eller hvorfor der er denne kannibalistiske jargon omkring babyer. Det kommer ikke. I stedet vil jeg slutte af med en klassiker: Hvad gav man kannibalen, der kom for sent til aftensmad? Den kolde skulder selvfølgelig.
