Forfatterarkiv:

Sidste skoledag

I dag har mine søstre sidste skoledag. Wow. Jeg husker min sidste skoledag, som var det ca. 10 år siden.

Karamelkastning. Hvorfor er det nogle drenge synes det er sjovt at nedfryse karameller, og kaste dem på de små børn?! Stakkels unger, der tror, at de skal have karameller, og i stedet får en genstand med en isternings hårdhed i hovedet. Sadister!

Udklædning Jeg var klædt ud som Harry Potter. Jeg ville farve mit hår sort. Det blev lilla og ville ikke vaskes ud igen. Indtil det groede ud igen, var der et grå/lilla skær i mit hår.

Forskel på, hvor mange øl man siger til sine kammerater man har drukket sidste skoledag, og hvor mange øl man i virkeligheden har drukket: 15

Og så er der selvfølgelig den spændte følelse. Forår, forelskelser og fremtidsdrømme. Man er færdig med folkeskolen, og hele verden ligger foran én og klar til at blive erobret (Hvilket selvfølgelig viser sig senere ikke at passe.)

Tillykke til alle 9. klasser, der har sidste skoledag i dag. Og et særligt tillykke til mine vidunderlige søstre. Den ene skal klædes ud som en hobbit, og den anden som pilot fra Top Gun.

Mine smukke søstre:

 

Argumenter er der nok af

Krudtbøllen er sutteafhængig big time. Man siger man aldrig vil have en snart 3-årig, der render rundt med sut, og hvad får man? En snart 3-årig dreng, der, hvis det stod til ham rendte rundt med sin sut konstant. Vi har lige indført en ny politik: Kun sut til sovetid!

Krudtbøllen: Jeg vil ha’ min sut!

Mig: Først når du skal sove.

Krudtbøllen: Men hvad nu, hvis jeg bliver ked af det?

Mig: Så kan jeg jo trøste dig.

Krudtbøllen: Prøv og hør lige her, mor. Prøv og hør her. Hvis jeg nu spørger dig “Hey mor, må jeg få et stykke chokolade?”, og du siger “Nej, det må du ikke”, så bliver jeg meget ked af det, og så bliver du nødt til at give mig en sut, og så kan jeg putte den i min mund. Var det ikke en god idé?

Hans argumentationsevne fejler i hvert fald ikke noget. Altså måske ikke ligefrem gode argumenter, but still.

Muligvis det værste øjeblik som mor

I ved når flyet lander, ikke? Så går der et stykke tid inden man kan gå ud af flyvemaskinen, ikke? Og så er flyet slukket, og folk har pakket deres ting sammen, og man venter bare på, at de får åbnet døren og man kan komme ud. Den tid kan godt gå rigtig langsom. Ikke mindst, hvis man har en møgunge dreng, der har opdaget, at mor og far ikke ser særlig glade ud, når man begynder at råbe FUCK!!!! i et amerikansk fly.

I Amerika bander børn ikke. I hvert fald ikke, når der er voksne til stede. Og et ord som fuck er især et no-go.

Jeg har aldrig set så sure medpassagerer. Deres munde lignede de havde spist citron og deres øjne kastede lynene forargede blikke mod Krudtbøllen og især Krudtbøllens forældre.

Vi prøvede at få ham til at lade være. Vi prøvede at aflede hans opmærksomhed. Vi prøvede at skælde ham ud. Vi prøvede at bestikke ham med chokolade. Vi prøvede at skælde ham lidt mere ud. Vi prøvede at bønfalde ham, mens vi igen prøvede at lokke mod chokolade, hvis han stoppede.

Intet hjalp.

Krudtbøllen: FUCK! fuck, fuck, fuck, fuck! FUCK. FUCK.

Jeg mindes ikke at have været så provokeret før. Hvad har vi gjort forkert? Det må da være muligt at få et barn til at lytte på hvad man siger.

På et tidspunkt tror jeg det er muligt, at jeg ser tilbage på det bomstille fly med en fucksigende dreng, der absolut ikke vil stoppe igen, og griner af det. Jeg er ikke klar endnu.

Amputerede ben og diarré

Vores ferie lakker mod ende, og vi har på bedste amerikansk vis afsluttet turen med et smut i en forlystelsespark, og på bedste amerikansk vis, er der, inden man skal ind på de respektive forlystelser, en masse advarsler og forbud (ligesom med badebassinet og legepladsen). Der var især to regler som jeg hæftede mig ved:

1. Man må ikke komme på, hvis man har fået amputeret begge ben, med mindre man har en god protese. (Guests with double leg amputation above the knee must not ride unless a well-secured prosthetic device is in place.)

2. Du må ikke komme ind, hvis du har diarré. (Do not enter if ill with diarrhea)

Jeg elsker USA.
(Restrictions may apply.)

Godmååååååren (Et uhyggeligt indlæg)

Min mor siger godmorgen på den mest irriterende måde. Det synger lidt. God- MÅÅÅÅR -en, hvor “mååår” går adskillige oktaver op, og bliver strukket. Godmåååååren.

Mine søstre og jeg er helt enige om dette. Det er det mest irriterende i hele verden. Så hellere negle på tavle-lyden. Man ligger i sin seng, sover dejligt og roligt, og lige pludselig kan man høre sin mor: Godmååååååren. Du skal op og i skole nu. Og det værste er faktisk ikke engang den syngende melodi, eller “mååår”, der ligger adskillige oktaver højere oppe – det er, at det lyder så forbandet positivt og glad. Som om det var meningen, at man skulle tænke: Hurra, nu kommer min mor og vækker mig, og det hele er så dejligt, og der er fred på jorden, og vi skal have sushi til morgenmad.

Det er selvfølgelig lang tid siden, at jeg er blevet vækket med et “Godmååååååren”, men bare tanken får mig til at skælve og længdes efter bare at blive liggende i min bløde seng på mit værelse.

Den anden dag skulle jeg demonstrere for mig mand, hvordan min mor siger godmorgen. “Godmåååååååen”, sagde jeg for at vise, hvordan min mor gjorde. Jeg havde knapt nok sagt ordet færdigt, før en uhyggelig kuldegysning for igennem mig. Det går med ét op for mig, at det lige pludseligt lyder meget, meget bekendt, og ikke som noget, der ligger tilbage i min tidlige ungdom. Og i samme øjeblik siger min mand: Det er PRÆCIS sådan som du siger godmorgen til drengene.

Fuck.

The Kleenex Nation

En hel gang i supermarkedet med Kleenex. En HEL GANG. Og skumklude er ikke til at opdrive i De Forenede Stater. Vi har ikke flere pakker tilbage af dem vi havde taget med hjemmefra. What to do? Hvordan skifter amerikanere deres babyer? Vådservietter. Kæmpe udvalg. Bare ikke særlig godt, når man har et eksembarn, med meget sart hud. Lad være med at sige almindelige vaskeklude. Bare lad vær’. Ja, det kan godt være, at I gjorde det da jeres børn var små. Men engang havde man heller ikke biler, vaskemaskiner og den slags. Det vil I heller ikke undvære, vel? Det er det samme. Jamen, det er det!

En hel gang med Kleenex. Ingen skumklude. Det er underligt. Sig mig, græder amerikanere meget?

They peed on my rug

Krudtbøllen er begyndt at stå op og tisse. Siden han smed bleen i november har han (ud over at tale ufatteligt meget om tis og lort) jævnligt spurgt, hvornår han måtte stå op og tisse ligesom far.

Vi har prøvet at strække den, fordi vi ærlig talt ikke gider tis op og ned af væggene, men da han sidste uge indledte en tissestrejke (han er uhyggeligt god til at holde sig) og vi opdagede, at han listede i smug ind på badeværelset og tissede i brusekabinen (lækkert!), besluttede vi, at han bare skulle stå op i stedet. Hvilket hit! Men med denne glæde kommer også en masse underlige spørgsmål og kommentarer. Han har blandt andet sagt, at han nok skal lade være med at tisse på lillebror. Jo, tak! Og i går spurgte han: Tror du mormor bliver sur, hvis jeg tisser på hendes gulvtæppe? Det måtte jeg jo selvfølgelig sige JA! til.

Spørgemålet om tisning på gulvtæppet fik mig naturligt nok til at tænke på filmen Big Lebowski, og et kort (langt) øjeblik tænkte jeg, hvor dejligt det ville være, hvis jeg ikke skulle svare på tisse – og lorterelaterede spørgsmål dagen lang, og i stedet kunne gå rundt i min morgenkåbe ligesom The Dude dagen lang og drikke White Russians. Some day. Some day.

Jeg blev ikke scoret

Normalt bliver jeg smigret, når mænd prøver at score mig. (Hvilket jo sker hele tiden. Not.) Men ikke når det foregår på denne måde, og manden ligner en falleret bodybuilder fra 80′erne, og oven i købet har en limegrøn polo på. Altså han var ikke gammel nok til rent faktisk at være en falleret bodybuilder i 80′erne, men sådan så han ud.

I går kom jeg gående ud fra et supermarked. Et lille gruppe mænd går i mod mig. En af dem – den fallerede bodybuilder med den limegrønne polo -  stopper op, og løfter det ene øjenbryn og sender mig et alt for kækt smil.

“Hey – haven’t we met before?”

Vi havde tydeligvis aldrig mødt hinanden, og jeg troede egentlig også, at sådan en elendig pick-up line kun blev brugt i dårlige amerikanske komedier.

Jeg rystede på hovedet og gik videre.

Bag mig kunne jeg høre pick-up-line-manden sige halvt grinene til sine venner, så højt at jeg ikke kunne undgå at høre det:

“I like a girl in a short black dress”.

Seriøst, han trænger til en totalt revurdering af what women want!

Who says forever is better?

Jeg har fået en tatovering. Ja, ikke en rigtig en selvfølgelig. For det første tør jeg ikke. For det andet ved jeg ikke, hvad jeg skulle have tatoveret. Jeg synes mange tatoveringer er vildt flotte, og jeg synes resten er ufattelig grimme og white trash-agtige.

Tatoveringerne kommer fra firmaet Tattly. Jeg så konceptet over hos Grovsorteret – en af mine favorit blogs, og vidste med det samme, at sådan en blev jeg nødt til at anskaffe mig. Jeg er blevet mobbet sønder og sammen af min mand, der synes konceptet er fint. Hvis man er 10 år vel at mærke. Og ja, jeg er også godt klar over, at det fungerer på samme måde som tyggegummitatoveringer/følger-med-et-Anders-and-blad-tatovering. Uanset hvad min mand siger, så er der altså en forskel! Det ligner en rigtig tatovering, og den går ikke væk en halv time efter man har puttet den på. Jeg har haft min i flere dage nu, og den er endnu ikke begyndt at krakelere. Helt ærligt – det er da også skide smart, at den kan gå af igen. Nogle ville nok sige, at så forsvinder fidusen med at tatovere sig. Måske. Men det gør altså ikke min tatovering mindre sej. Humpf. Basta.

Jeg har købt en hel masse. Lige nu har jeg denne på (billede fra Tattly.com) bare nede på min ankel.

Deres slogan er: Who says forever is better? Genialt. Hvem gider også at have et rivejern på kroppen de næste 60 år?

Ligger Danmark i Frankrig?

“Is that in France?” Ikke et atypisk svar fra en amerikaner, når man siger, at man kommer fra Danmark. De lidt mere intelligente fortæller stolt, at de engang har været i Italien. Som jo åbenlyst må være nært beslægtet med Danmark. Det er en kendt ting at amerikanere stinker til geografi, og ser USA som verdens (bedste) navle. For nogle år siden florerede et klip på nettet. En mand gik rundt og interviewede tilfældige amerikanere. Det var noget i stil med: Interviewer: Ved du hvad Danmark er? Svar: Jeg tror det er noget man kan købe i 7-Eleven.

Ha ha. Vi griner meget af de stupid americans.

I går fandt jeg ud af, at jeg har misforstået noget. Saki kommer ikke fra Hawaii, men fra en ø tæt på Okinawa. Hmm, tænkte jeg. Der kan nok ikke være den store forskel.

Google mener noget andet.

Cirka 6000 kilometer.

Hmm.

For at sætte det i perspektiv: Hvis vi bevæger os 6000 kilometer fra Danmark er vi i hvert fald et godt stykke nede i Afrika. Så ligger Frankrig lige pludselig ret tæt på.

Amerikanere er uden tvivl dårlige til geografi. Men hvis vi lige holder fast på Afrika lidt længere. Hvor mange kan pege på Togo og Gabon på et Afrikakort? Ikke mig i hvert fald. Der kan vel heller ikke være den store forskel, vel? Afrika er Afrika. What’s the bloody difference? Og Togo? Det kunne da godt minde om noget man kan købe i 7-Eleven, ikke?

Måske er vores foragt for amerikanernes geografividen, et symptom på den vestlige imperialisme, der stadig lever i bedste velgående. Amerikanerne skal kende Europa. Det er basalviden. Men skal vi kende Afrika?

Når det er sagt, så lyder Hawaii og Okinawa da lidt som hinanden. Ikke? En lille smule? Nå, ikke.

Vores verden:

Love thy neighbour. Nemt når man har Saki.

Jeg har en ferienabo. En ret genial en af slagsen endda. Hun hedder Saki. Måske staves det sådan. Sandsynligvis ikke. Saki kommer fra Hawaii, og har derfor asiatiske træk, og taler engelsk med en tyk accent. Hvis man kan dele mennesker op i dem, der ser normale ud og dem, der ser unormale ud hører hun til den sidstnævnte kategori. Hun er lav og rund, og har typisk en blomstret natkjole på og en stråhat på hovedet. Når hendes brune, rynkede, tykke ansigt smiler, hvilket det gør ofte, kan man se hendes kunstige tænder. De er kridhvide, alt for lige og alt for store til hendes mund.

Saki tilbringer dagen i sin have, og da vores have og hendes have ikke er adskilt af andet end et par palmetræer kan vi kigge på hinanden. Hendes have er ikke ligesom en typisk have i Florida, hvor det eneste, der plejer at være er en pool, hvis man er heldig, og en plastisk flamingo, hvis man ikke er det.

I Sakis have gror alverdens slags grøntsager. De fleste kender jeg, nogle har jeg aldrig set før. Rygtet siger, at hun også har kartofler, der er helt lilla, som hun har smuglet ind i landet fra Hawaii. Da jeg snakkede med hende første gang, spurgte hun om jeg kunne lide squash. Det kunne jeg godt. “Ohh! You’re in luck!“, sagde hun med sin tykke accent, og fandt en kæmpestor squash frem til mig. Siden har vi fået grønne bønner, spinat og små, gule squashlignende dimser. Der er salat, tomat og friske urter, som vi er velkomne til at komme over og hente. “Unfortunately no more cucumbers left.” Det er ikke citrussæson, ellers var der også appelsiner og grapefrugter.

Hver dag kommer Saki over og hilser, og griner og laver fagter til min solbrune dreng, der står med åben mund, og stirrer undrende på hende med store opspilede øjne. Når hun går igen, spørger han om hun ikke nok kommer over igen snart.

Saki er den første nabo jeg har haft, hvor jeg ikke dukker mig i indkørslen, fordi jeg gerne vil undgå hvordan-er-vejret-ligegyldig-ordveksling-bare-de-nu-ikke-inviterer-mig-over-på-BKI-kaffe. Vores forhold er dejligt uforpligtende. Vi inviterer ikke hinanden indenfor, men mødes på hinandens græsplæner, hvor vi smalltalker på den hyggelige måde, og går fra hinanden, når vi ikke har mere at snakke om. Det er ærgerligt, at hun kun er min ferienabo. Jeg kunne hurtigt vænne mig til at få friske grøntsager leveret til min hoveddør – helt gratis og med et herligt gebissmil oven i købet. Et par uger endnu kan jeg leve efter det berømte bibelvers: thou shalt love thy neighbour as thyself.

Glimt fra mit liv

I dag forsøgte vi at være kulturelle. Læg mærke til “forsøgte”. Museer er et dårligt sted at medbringe en næsten 3-årig dreng. Især, når akustikken er elendig. Eller smuk alt efter, hvilke briller man har på. Briller i overført betydning selvfølgelig. Et et af rummene sad en kustode i hjørnet. Han var mindst 80 år gammel, og en stok stod ved siden af hans stol. Hagen hvilede på det øverste af brystkassen. Han sov. Tungt. Og snorkede.

Vi har købt et badebassin. Den store spurgte forundret, hvorfor han skulle sove der i. (Badeba – seng)

I aften skal vi ud og høre irsk musik på en engelsk pub. I Florida. Vi skal følges med nogle, der siger, at man sagtens kan tage sine børn med. Men nu har de selvfølgelig også to smukke piger på 1½, der smiler og ser søde ud. Ikke en bølle, der har krudt i røven – 24.7.365. Dansegulvet har en fast danser – that’s for sure.

I dag har jeg spist vandmelon. Meget. Varmen kvæler appetitten.

Da bilradioen spillede tidligere i dag, besluttede min hjerne sig for at snuppe en sang derfra, og spille den på repeat inde i mit hoved.

I wanna know what love is
I want you to show me
I wanna feel what love is
I know you can show me

Fucking obnoxious.

Custom made pizza

Det er ikke en joke, at man i USA kan bestille alt custom made. Selv hvis man specificerer mængden af isterninger i sin drik, synes folk det er det mest naturlige i verden. Man betaler jo, og derfor skal det også være sådan som man gerne vil have det. Det kunne man godt lære noget af hjemme i Danmark, hvor man får et hvad-fanden-bilder-du-dig-egentligt-ind-blik, hvis man fx bestiller noget, der ikke er præcis på menukortet. Jeg har engang været ude for en pizzamand, der blev sur, fordi jeg ville have min pizza skåret ud!

I går var vi trætte, og ville bestille en pizza. Jeg tjekker på nettet, og finder ud af, hvad der er tættest på, og finder et sted, hvor man kan bestille online.

Jeg klikker ind.

I stedet for forskellige pizzavalgmuligheder, skal jeg i stedet bestemme, hvad der skal oven på pizzaen. Der er omkring 20 forskellige ting man kan putte på. (Meget smart.)

Hvilken størrelse skal pizzaen have? 4 forskellige muligheder. (Lidt mere end i Danmark, men ikke uhørt.)

Tyk eller tynd bund? (Mindre normalt, men ikke unormalt)

Når man vælger, hvilke ting man skal have på, skal man beslutte om det skal være på hele pizzaen, venstre halvdel eller højre halvdel, så man på den måde kan skabe to pizzaer i en. (Nu bliver det mindre normalt.)

Mængden af pizzasauce? Meget, almindeligt, lidt eller intet? (Skørt)

Ost? Almindelig, fedtfattig ost eller ingen ost? (Hvem vælger andet end “almindelig”?!?)

Skal pizzaen bages normalt eller skal den være let brændt? (True story)

Skal den runde pizza skæres normalt eller i firkantede stykker? (Seriøst. Jeg overdriver ikke.)

Vi gennemgik det hele, hvilket faktisk tog sin tid, og bestilte en pizza.

Den smagte ikke særlig godt.

Siesta Key Drum Circle

Søndag aften, hver eneste søndag i året i timerne omkring solnedgang, dukker de langhårede børn, blomstrede kjoler, særlinger, enkelte turister, og ganske almindelig mennesker, der har haft en hård arbejdsuge og trænger til at koble fuldstændigt af, frem. Det er Drum Circle på Siesta Beach – Amerikas smukkeste strand. Der er trommer – masser af trommer, og folk danser til rytmerne – vi skal nemlig sige farvel til solen. Når den er gået ned, bryder man langsomt op.

Et livsglad og smukt arrangement. Vi er faste deltagere, hver gang vi er i Florida.