De havde to slags:

En Anton Berg med marcipan.

No, no, no. Der skal ikke være marcipan i. Den skal bare være GANSKE ALMINDELIG.

Og en med Toms skildpadder.

No, no, no. Hvad sker der for det?!?! Det er da lidt klamt. Igen: Islagkagen skal bare være GANSKE ALMINDELIG.

Hvad er der i vejen med en GANSKE ALMINDELIG islagkage? Jeg må nok bare acceptere, at jeg ikke er skide moderne. Vi lever i år 2012. Man spiser åbenbart ikke ganske almindelige islagkager.

Min mand købte en isbombe i stedet. Den smagte helt fint, og tog toppen af min craving.

Og så har jeg haft en underlig craving for islagkage siden jeg fødte. Meget sært. Min mand har lovet af hente en til mig lidt senere i dag. Jeg skal nok lade være med at spise det hele…

Jeg kan se, at der er kommet en masse søde kommentarer ovre på min mors blog – tak for dem!

Jeg ved ikke hvor ofte jeg kommer til at blogge det næste stykke tid. Det er vist kun nybagte mødre, der synes at remuladeafføring, ømme brystvorter og gylp er interessante emner.

Hvorfor regner det? Hvorfor er den rød? Hvorfor spiser køer græs? Hvorfor smager is godt? Dab blab blab – hvorfor er det ikke rigtige ord? Hvorfor er det mørkt om natten?

I går svarede min mand det han ellers højt og helligt havde svoret over sine kommende døde forældres grave, at han aldrig ville sige:

“Bare fordi”.

Jeg må hellere trøste ham med, at I det mindste får Krudtbøllen ikke smæk i numsen og bliver lagt i seng ligesom en anden spørgelysten dreng.

Vores økonomi kan KUN hænge sammen, fordi vi får tilskud fra det offentlige (ud over SU: boligstøtte og støtte til vuggestueplads) og låner ufattelig mange penge udelukkende til forbrug hver måned (SU-lån). Vi modtager mange penge fra det offentlige – men er det nogle penge vi ligefrem kræver? Ja, det er det vel på sin vis, fordi systemet tilbyder det. Men er det forkert? Hvad skulle vi ellers gøre? Når nu vores system er indrettet sådan, at man kan få det – hvorfor så ikke gøre krav på det? Selvom vi modtager mange penge fra det offentlige synes jeg også, at vi giver rigtig meget tilbage. Ikke økonomisk lige nu (det kommer efter uddannelsen er færdig), men igennem frivilligt arbejde, medborgerskab mm. Det er ikke alt, der tæller, der kan tælles, og det er ikke alt, der kan tælles der tæller.

De sidste mange dage har der været en stor debat rundt omkring på nettet, efter en ung kvinde på SU skriver et debatindlæg i Politiken, hvor hun kæmper for retten til at kalde sig selv fattig. Hendes indlæg blev haglet ned. Klynk, klynk var den mest udbredte reaktion.

Men hvorfor må hun ikke kalde sig selv fattig? Hun modtager 5.662 kr om måneden. Det er langt mindre, end hvis hun havde været på kontanthjælp. 5662,- er ikke mange penge at leve for hver måned. Danmark er et af verdens dyreste lande at leve i. Jeg kender mange studerende, der roder i supermarkedernes skraldespande for at finde kasseret mad, så de kan få enderne til at hænge sammen. “Cafépenge” kunne ikke være et mere misvisende begreb!

Ja, hun har selv valgt at være studerende – Men hvad skulle hun ellers? Vi får konstant at vide, at vi ikke kan klare os ude i samfundet uden en uddannelse.

Ja, man får ikke SU i  fx USA – So what?!?! Det siger mere om USA end det gør om Danmark. Det svarer til at sige til sit barn; spis op, for der er børn, der sulter i Afrika. Vi bliver nødt til at kigge på det relativt!

Det står sløvt til på arbejdsmarkedet i Danmark; der kan være flere hundrede ansøgere til en stilling som kassedame i Netto. Så et studiejob er ikke altid en mulighed. Og hvis man har et 8-16 studie + læsetid derhjemme, er det også begrænset, hvor meget tid man har til et job ved siden af.

Den unge SU-debattør forlanger ikke mere i SU. Hun er faktisk rigtig glad for at leve i et land, hvor det er muligt at modtage SU. Men hun vil holde på sin ret til at kalde sig selv fattig.  Hun tilhører den absolut lavestlønnede befolkningsdel i Danmark – fortæl mig, hvorfor hun ikke må kalde sig selv fattig?

Hvorfor er vi blevet modborgere i stedet for medborgere? Lad os holde op med at pege fingre af hinanden, og vise en lille smule sympati og solidaritet i stedet.

Vores næste søn er mere en mors dreng. Faktisk er han så meget mors dreng, at han ikke vil forlade min mave. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være så gravid som jeg er nu – faktisk ca. en uge mere end jeg har prøvet før… En meget lang uge.

Hver nat, når jeg vågner er jeg skuffet, fordi jeg ikke har født. Inde i mit hovede forestiller jeg mig, at man altid går i fødsel om natten – jeg ved dog ikke om det er rigtigt…

Nå. Men I må have en god søndag. Vi snakkes.

Det er nu fire dage siden nytårsaften, og hver dag bølger det ind med nye billeder på facebook af mine venner og bekendte, der sidder i god selskab med champagneglas og nytårshat på hovedet. Folk smiler og ser glade ud, og de fjollede fuldemandsgrimasser er ikke så grimme, at det ikke er godt for noget.

Jeg forstår godt, at folk selviscenesætter sig på facebook – jeg gør det fx selv på min blog. Jeg undrer mig bare over det kollektive behov, der er for dette. Hvorfor har vi behov for at vise omverden, at vi har styr på alt (selvfølgelig gerne på den lidt klodsede måde)? Hvorfor lægger vi billeder ud fra nytårsfesten? Det gør vores forældre og bedsteforældre jo ikke.

Er vi  i virkeligheden en kæmpe generation, der lever under sådan et stort pres, at det resulterer i denne selviscenesættelse. Er vi nogensinde blevet mødt med større krav end vi gør i dag? Vi skal tage stilling til alt. Uddannelse (Udfylde “hvad vil du være, når du bliver stor” allerede fra 1. klasse!), karriere, tøjstil, madvalg, politiske holdninger, partnere, Århus-København-Bankok? – vi kan få det hele. Men mulighedernes generation må have en bagside – ensomhed, lavt selvværd og evigt søgende bekræftelse fra andre. Tidens motto er “Yde, før nu kan nyde”. Du må ikke være en belastning for systemet; hvis ikke du kan finde et job inden for dit felt, må du finde et nyt felt. Vi hører det konstant fra alle partier på Christiansborg. Selv dronningen sagde det i nytårstalen.

Jeg møder konstant et pres fra alle sider. Uddannelsen skal tages inden for normeret tid. Jeg skal være en god, kærlig og omsorgsfuld mor – men det er samtidig vigtigt, at jeg ikke lader børnene fylde alt for meget. De skal have god hjemmelavet mad, men det er vigtigt, at de også får frysepizza engang i mellem – for hvis man altid har overskud og tid til at lave mad, må der være et eller andet galt. Jeg skal helst have en spændende hobby, resde mit hår og købe økologisk mælk. Det er da klart, at det ofte resulterer i, at man føler sig utilstrækkelig, og har behov for at vise et andet billede af sig selv til omverden.

Hvis der havde været sjove, festlige billeder af mig fra nytårsaften ville jeg sikkert også med glæde se dem på facebook, men jeg faldt i søvn kl. 21 hjemme i min stue. Jeg var for træt, og måtte til sidst overvinde mig selv for at give efter for søvnen – for hvem i alverden går i seng før kl. 24 nytårsaften? Tsk tsk.

Vidste du, at togturen var Helsingør til Helsingborg tager to timer? Det er en del længere end færgen, der tager 30 min. Ved I hvorfor jeg ved det? Mange dage blev den nemlig ikke engang 5, og på fjernsynet (har endelig efter flere års fjernsynsfri fået anskaffet os en antenne) kunne man køre togturen fra Helsingør til Helsingborg. I ved, hvor det er som om man sidder helt forrest i toget og kigger ud af førerruden. Smuk tur i øvrigt. Og helt fantastisk afslappende at kigge på. Det kan seriøst anbefales, hvis man skal koble helt af. Krudtbøllen synes også det var spændende – en sjælden gang i mellem kommer der jo et modkørende tog.

Prikken over i’et kom, da programmet var slut. Så var dagens tv nemlig slut. Godnat sagde fjernsynet, efter vi havde været oppe i laaaaang tid. Fuck.

Lillebror sidder i øvrigt stadig inde i maven. Nu må han gerne snart til at komme ud! Jeg er pænt træt af at have ham liggende derinde.

Håber I alle derude har haft en mindst lige så spændende juleferie som mig.

Hvis man spørger Krudtbøllen om noget, fx om han ikke vil samle det stykke papir op han lige har smidt, kigger han overvejende op på en og svarer “Øhhh nej”, “Måske lidt senere” eller “Det er bedst at vente lidt”. Vi har prøvet alt muligt. Hvis han ikke vil samle det op, samler han det ikke op. Stædig lille bæst.

Lillebror derimod. Man spørger ham pænt “Vil du ikke nok vende dig om, så du ikke ligger med numsen nedad?”. Og hvad tror I lillebror gør? Han vender sig om. Sikke en artig lille dreng jeg venter mig.

(Det kunne også hænge sammen med, at jeg weekenden over lå med numsen i vejret og høretelefoner med country-western musik mellem mine ben. (Det eneste, der var på min lånecomputer.) Hurra for gamle jordemodertriks.)

Kærlig hilsen

Mor.

Det var først da jeg vågnede, at jeg kom til at tænke på, at de eneste to roller jeg egentlig kender Ralph Fiennes godt fra er fra Schindlers liste og Harry Potter.

Den uhyggelige Voldemort:

Og den endnu mere uhyggelige nazimand:

Det kunne Freud sikkert have fået noget saftigt ud af.

(I det mindste var han ikke også trommeslager med gusten hud.)

I morgen håber jeg, at jeg vågner op og tænker; YES, HVOR FEDT!!!

Jeg ønkser mig selv en rejse til en eller anden eksotisk ø. Krudtbøllen, lillebror og min mand skal med selvfølgelig. Vi skal bare lige have en barnepige også, så vi voksne kan ligge i fred og ro på stranden og sippe til drinks. Så kan barnepigen hive ungerne frem engang i mellem, så vi kan kigge på dem og sige “neeeej, hvor ser de søde ud”… Og så kan hun tage dem igen. Og vi kan blive liggende.

Imens skal der gå 198 håndværkere rundt i vores nye hus, og ordne alle de ting vi mangler. Vinduerne trænger også til en omgang seriøs pudsning.

(Åh, hvem snyder jeg?!?! 10 minutter)

Det bliver et BLAST. Årets fest.